torsdag den 14. februar 2013

AROS / Edvard Munch









En af de ting, jeg glæder mig rigtig meget til ved at komme "hjem til Århus", er, at jeg i tide og utide kan snige mig hen på AROS og lade tankerne flyve, mens jeg siger hej til "Boy" og kigger på skiftende udstillinger. En af de udstillinger, jeg har været særligt begejstret for, men som jeg desværre ikke kan vise så mange billeder fra, er Edvard Munchs udstilling "Angst/Anxiety". For et ængsteligt sind som mit var den en udpræget åbenbaring at se hans fantastiske og dog meget mørke kunst, som byder på meget mere end blot "Skriget". Jeg var fascineret af hans evne til at skitsere sorg og dødsangst. "Melankoli" og "En aften på Karl Johan" er blandt mine favoritter sammen  med "Vampyr" og mange af de andre kvindeskikkelser, han har afbilledet med en næsten gruvækkende respekt. Munch var uden tvivl angst for kvinder, som efter hans mening mest var til for at forføre manden. Det er vel ikke helt galt tolket? ;-) De smukke træsnit og studier til de mest kendte af værkerne var meget fascinerende. Jeg elsker, når man kan se den kreative idé udpenslet og processen før det endelige resultat tage form. Hvis I er til symbolistisk malerkunst af allerhøjeste klasse, så kan I stadig lige nå at se den flotte udstilling, før den lukker og slukker i Aarhus den 17. februar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar