fredag den 21. september 2012

Le Coq












Sidste festugesøndag stod i tømmermændenes tegn, og det fejrede mine veninder og jeg ved at tage på en af mine all time favourite-restauranter i Aarhus, nemlig Le Coq i Latinerkvarteret i skønne Aarhus. Det er netop et af de steder, jeg forbinder med min studietid og ofte drømmer mig tilbage til. Det var her, vi endte på rusintroduktions-bar-hopping, da jeg flyttede til Aarhus for at påbegynde mit franskstudium i 2001, og det er her, jeg har holdt i hånd med ham den søde tutor, der den dag i dag stadig er min kæreste, og det er her, jeg gentagne gange har nydt en god øl og en lækker menu til tonerne af dejlig fransk musik. 

I dag har konceptet ændret sig, men indretningen er stadig den samme hyggelige dagligstue med klunkelamper og et væld af haner til pynt. Meget pariserbistrot-agtigt - også med de fine avisklip på væggene. Maden vælger man nu i forretsstørrelse fra et velekviperet menukort. Vi fik bl.a. ravioli med jomfruhummer, pighvar med den lækreste krydderskum, stegt ryg af Duroc-gris med bacon og hasselnødder, spidskål og den lækreste rødvinssauce samt til dessert en bærtrifli af årstidens bær med hvid chokolademousse og en lækker hindbæris. Dertil verdens lækreste, hjemmebagte brød og en hjemmekærnet smør, der smeltede som karamel på tungen med perler af salt. Det var alt i alt en succes. Godt selskab og god mad - I like! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar