En tur i det grønne med klirrende flasker

Kender I det? Den følelse, det vækker i én, når man ser en gul rapsmark mark, eller når en svensk film kredser om skærgården med forrevne klipper, bølgeskvulp og endeløse lyse sommernætter? Når man som barn frydedes over en cykeltur på landet med klirrende flasker i madkurven, når myrerne kildede på fingrene, sommerfuglene dansede kælent i luften, og græsset var så grønt, så grønt?! Denne næsten magiske stemning genfandt jeg på en cykeltur rundt om Branbrandsøen her i pinsen. Jeg trængte også gevaldigt til at få røde æblekinder og til at gå i barndom igen ved synet af en ged eller en ny kalv. Med andre ord: det var balsam for sjælen, og jeg kan kun unde andre fortravlede mennesker som mig selv at stoppe op og huske, hvad livet egentlig handler om: lykken i de små ting. Vi kan alt for hurtigt blive stressede. Husk at få en masse grønt og blåt og frisk luft midt i al virvaret. 

Sunkissed

Jeg elsker, når forårssolen står tidligt op og kysser duggen af bladene. Når strålerne danser i græsset og sender myriader af lys ud i spidserne af kornets sirlige tråde, der vimrer i vinden. Jeg elsker, når rådyrene tror sig usete i krattet og sender et ekko af kvast bevoksning ud i horisonten. Jeg elsker, når ænderne letter over fjorden, og når de tyste krusninger bærer kajakroeren over vandet, mens fiskerne sætter tråd i det fjerne. Jeg elsker det helt specielle lys, der kendetegner Nordjylland, og som jeg snart vil savne, når jeg flytter hjem til Århus. Det lyder så vildt. HJEM! Men det er det. Hjem! En ny begyndelse, nye eventyr! Jeg glæder mig...

Forårsfristelser

Forårsfristelser by keas featuring chloé

Puha, hvor er der mange fristelser i Magasins webshop. Jeg er ret forelsket i den smukke, abstrakte silkebluse, og jeg er generelt ret hooked på pasteller for tiden. Jeg er ved at pakke ting i kasser, og når jeg lige om snart flytter hjem til Aarhus, rykker der måske også en mintblå Panton-lampe eller en fin grøn krenitskål med. Jeg ville ønske, jeg kunne leve minimalistisk, men det bliver nok alligevel aldrig moi.

Om at have været væk længe og om at være vendt tilbage, om store højder, om brede vidder

Kender I det at være på vej ud ad én af livets lange bugtede veje uden at vide, hvor den fører hen? At vælge den asfalterede vej uden huller synes til tider tiltrækkende og trygt, da den barmhjertigt lader dig løbe med strømmen og sikkert fører dig til endedestinationen. Jeg har i længere tid valgt den snævre snørklede vej, hvis brostenstoppe drillende lader mig snuble hen ad jorden med skrabede knæ og løbende snude; men som lokker med en lysning badet i hvidt lys for toppen af de grønne træers krusende kroner. Vejen har hånligt hevet mig i et dybt og endeløst hul, som var fyldt med spindelvæv, og som lugtede muggent. Men nu har jeg kæmpet mig op, hvor vejen er belagt med vandpytter, som jeg forventningsfuld hopper i som et lille barn. Barnet er dog veget for en voksen kvinde, hvis liv skal til at kæmpe sig op ad bakken og ned i dalene i et voksenliv, som pludselig er skræmmende nært.

(med andre ord: jeg har fået fast job, og mit lille helle her på bloggen er nedprioriteret lidt for tiden)

Dans l'obscurité de la nuit

Sans titre. Sans contenu. Sauf les impressions tacites...

Ice ice baby

Det var et udpræget særsyn at kigge ud over fjorden en af de allerkoldeste frostdage. Isen bed i kinderne, og på den mest magiske og forunderlige vis havde vinterens isdronning kastet krystaller og diamanter ud over vandet. De smukkeste krusninger åbenbarede sig og løftede sig mod himlen som milimetertynde isskåle, der syntes at kunne splintre hvert sekund. Et forbavsende symbol på vandets kraft og liv i forskellige stadier af flydende, frossen og helt fast. Jeg drømte mig hurtigt ind i en verden af miniisbjerge og små alfer, der kælent danser på fjorden og strækker sig op mod solens livgivende stråler. Et vinterfatamorganer og endda stadig så helt knitrende levende og reelt. Jeg var målløs!